Tørklædet der klarer fem jobs på én gang

Det sjette vers går fra spisekammeret til mennesket: pàpà tóu shàng dài (帕帕头上戴), tørklædet båret på hovedet. Rejsende fra den regnfulde syd læser hovedbeklædning som regntøj; på Guanzhongsletten (关中) er det stik modsat — tørklædet er egnens svar på sol, støv og vind på én gang, foldet og bundet med en praktisk sans, der er blevet regionens bedstemødres visuelle varemærke.

Guanzhongs klima er rigt på stærk sol og løsstøv og fattigt på regn. Arbejde i marken under den himmel går ud over hovedet — og et stofkvadrat, billigt og let at vaske, klarer hele bundtet: skygge for øjnene, skærm mod støvet, bånd til håret, svedbånd og, når knuden løsnes, en øjeblikkelig pose til grøntsager, frø eller et stykke guōkuī (锅盔, det store flade brød). En paraply klarer én af de opgaver — og koster en hånd.

Denne økonomi med ét eneste objekt er det stille tema i alle otte kuriositeter: bælteformede nudler, grydelågsbrød, hjelmtage — Guanzhongs geni er at lade ét værktøj gøre maksimalt arbejde. Hovedtørklædet er kapitlet, man kan tage på.

Dine ærlige chancer er på morgenmarkederne — Xiaonanmen inden for murene er det nemmeste — hvor bedstemødre fra amterne kommer og sælger grønt før klokken otte, og på markedsbyerne på sletten. I selve byens gader er observationer sporadiske og stadig sjældnere; tørklædet tilhører en generation, og generationen er på vej videre.

Hvis du fotograferer, så spørg først eller tag billedet på afstand; en markedskone, der netop har solgt dig sit grønt, siger som regel ja med et smil — og det er rækkefølgen, der er pointen.

Det næste vers handler om kropsholdning, ikke tøj: hvorfor sidde ned, når man kan sætte sig på hug — og hvorfor en spisende på hug er et kompliment til kokken. Videre til at spise på hug eller tilbage til overblikket over de otte kuriositeter.