At hukke slår at sidde

Det syvende vers er en kropsholdning: dèngzi bù zuò dūn qǐlái — giv den gammeldags Guanzhong-spiser en skammel, så hukker han sig ved siden af. Billedet: en mand med hælene plantet i jorden, skålen hvilende i begge håndflader, spisepindene i arbejde, fuldkommen stabil og fuldkommen upåvirket. For besøgende ligner det akrobatik; for den generation, der dyrkede sletten, var det ganske enkelt måden, en krop hviler på, når den har arbejdet.

Den dybe huk er markarbejdets ergonomiske arv — ingen møbler, ingen opstilling, sætte sig på et øjeblik og rejse sig på et øjeblik. Den holdt knæ og ankler smidige hele et arbejdsliv igennem (en smidighed, de fleste voksne opvokset på stole har mistet — derfor er det så svært for rejsende at holde den). I en propfuld nudelbutik løste hukken også et pladsproblem: bænkene fyldtes først, trinnet var altid ledigt, og en varm skål i begge hænder holdt varmen længere end en, der var sat på et bord.

Resten klarede kulturen: at spise på huk uden for en butik blev læst som lethed og appetit — en offentlig kompliment til køkkenet.

Hukken lever videre i det fri: ved middagstid uden for gamle nudelbutikker og ved madboder på markeder — lad blikket glide langs fortovskanten ved frokost, og du finder næsten altid en fast gæst i den klassiske positur, skålen i hænderne. Det er den ældre generations holdning: tænk arbejdere fra egne og pensionister, ikke studerende.

Verbet, der hører til billedet, er dié (咥) — Shaanxi-dialekt for at spise med fuld indsats. Du hører det i anerkendende tone (”zǒu, dié yī wǎn!” — kom, så rydder vi en skål!) og ser det forklaret blandt vores Shaanxi-dialektkort. Brug det én gang ved nudeldisken, og du bliver serveret generøst; mindre overtro end en observeret regel.

Det ottende og sidste vers er det mest larmende: en opera, der mindre synger end brøler. Videre til Qinqiang, operen der råbes, eller tilbage til overblikket over de otte særheder.